JURIDISKE SLAGSMåL På ENKELTSAGER VENTER SUNAKS RWANDAPLAN

Advokater advarer tirsdag den britiske premierminister, Rishi Sunak, og hans konservative regering, om at deres plan om at sende asylansøgere til Rwanda vil blive udfordret gennem enkeltsager.

Det skriver det britiske medie The Guardian.

Natten til tirsdag vedtog Storbritanniens parlament et lovforslag, der skal gøre det muligt at sende asylansøgere til Rwanda og behandle deres ansøgning der. Det forventes, at kongen underskriver loven tirsdag.

Rishi Sunak hævdede allerede tidligere mandag, at planen bliver en realitet inden for de næste 12 uger, når det første fly med asylansøgere letter fra Storbritannien og sætter kurs mod det afrikanske land.

- Vi er klar. Planerne er på plads. Og disse flyvninger bliver gennemført, uanset hvad der sker, sagde Rishi Sunak på et pressemøde.

Indenrigsminister James Cleverly udtaler, at vedtagelsen tirsdag er et "skelsættende øjeblik i vores planer om at stoppe bådene". Han henviser til den strøm af flygtninge, som i både har krydset Den Engelske Kanal fra Frankrig.

En gruppe af asylansøgere, der vurderes at have dårlig chance for juridisk at kunne modsætte sig at blive sendt til Rwanda, vil som de første blive sendt til det østafrikanske land i juli. Det oplyser kilder fra det britiske indenrigsministerium til The Guardian.

Samme ministerium har udpeget en gruppe på 350 migranter, som vurderes at have dårlig chance for juridisk at kunne blokere udvisningen.

Advokater har oplyst, at de forbereder sig på at udfordre planen på vegne af enkeltindivider, som dermed kan blive taget af passagerlisten.

Afgørelser kan ifølge lovforslaget udfordres, hvis en asylansøgere står over for en "reel, overhængende og forudsigelig risiko for alvorlig, uoprettelig skade ved udvisning til Rwanda", skriver The Guardian.

Det britiske finanstilsyn estimerer, at det vil koste 1,8 millioner pund for hver af de første 300 migranter, der sendes til Rwanda. Det svarer til 15,6 millioner kroner.

/ritzau/

2024-04-23T03:12:47Z dg43tfdfdgfd